Saftig gulerodskage opskrift med citronsmørcreme
I søndags var jeg inviteret til ”nørkle club” som min moster så fint havde kaldt det. Min moster havde inviteret 10 af hendes nærmeste veninder til en dag med lækker mad og ”nørkleri”. Vi blev bedt om hver især at finde på en ret vi ville tage med, derudover kunne vi tage noget med vi havde lyst til at nørkle med. Folk havde strikketøj og den slags med, jeg nørklede lidt med bloggen og med mit kamera.
Som ret valgte jeg at bage en gulerodskage. Gulerodskagen er min mors ynglings kage, så jeg har efterhånden smagt en del gulerodskager, og den er bestemt også en god kandidat til min ynglings kage. Den her gulerodskage har jeg selv skabt helt fra bunden, og det var første gang jeg prøvede at lave en smørcreme (stolthed kan forekomme). Jeg har både et lag med frosting inde i kagen, og så smørcreme uden på.
Kagen blev godkendt af gæsterne, og jeg har lovet at ligge opskriften på bloggen.
God bagning.
Saftig gulerodskage opskrift med citronsmørcreme
Print opskriftIngredienser:
- 4 æg
- 1 dl muscokadosukker
- 1 dl sukker
- 375g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- Krydderier:2 tsk kanel, 2 tsk vaniljesukker, 2 tsk kardemomme, 1 tsk ingefær, 1 tsk nelliker
- 1 tsk salt
- 2 håndfuld hakket valnødder
- ½ dl kokosolie
- ½ dl olivenolie
- 350g gulerødder
- Frosting
- 200g philadelphia
- 2 tsk citronsaft
- Skal fra ½ citron
- 50g flormelis
- Smørcreme
- 120g blødt smør
- 320g flormelis
- Saft og skal fra en citron
Sådan gør du:
Kagen
- Pisk æg og sukker sammen
- Bland alle de tørre ingredienser: hvedemel, krydderier og bagepulver
- Hak valnødder og vend dem i de tørre ingredienser
- Smelt kokosolien ved lav varme, bland med olivenolie
- Riv gulerødder (jeg skrællede ikke mine gulerødder, da de var økologiske og meget rene – hvis du bruger konventionelle gulerødder eller beskidte, så skal de skrælles først)
- Nu skal du samle alle ingredienserne, vend dem forsigtigt rundt.
- Hæld i en springform(jeg brugte en springform på 29 i diameter) belagt med bagepapir
- Bag i ovnen ved 200grader i 40min eller indtil kagen og gennembagt og gylden.
Frosting
- Bland alle ingredienserne sammen til frostingen.
- Når kagen er afkølet, skal du skære den igennem på midten, smør frosting på den nederste bund.
- Saml kagen.
Smørcreme
- Pisk smør og tilsæt løbende flormelis, det er vigtigt du konstant pisker. Når smøren bliver hvid er smørcremen klar.
- Smag til med citron og citron skal.
- Pynt kagen med smørcreme, jeg har brugt en sprøjtepose med en sternetyl på til at lave “blomsterne”.