Vegetarisk curry med blomkål & røde ris
Selvom indisk curry måske ikke lige er den mest sommer agtige ret, synes jeg alligevel lige jeg ville dele opskriften med jer. Jeg har rejst i Indien et par gange og der får man serveret curry i utallige varianter. Min curry er fyldt med blomkål, linser, mandler og rosiner – og så selvfølgelig godt krydret.
Jeg laver ofte en stor portion som den her og så spiser jeg af den i løbet af ugen. Curry holder sig nemlig godt på køl og kan sagtens bo i køleskabet i 5 dage, smagen bliver faktisk bedre efter et par dage fordi krydderierne tager til i smag.
Krydderierne..
Det er såååå vigtigt at krydre sin curry godt! Ellers vil jeg gå så langt som til at sige det kan være lige meget. Jeg vil derfor anbefale at du starter med 1 tsk af hvert krydderi og så prøver dig frem med at tilsætte yderligere krydderier. Jeg har brugt en masala som jeg købte i Indien som er meget stærk og jeg brugte derfor ikke så meget. Masala’er svinger meget i styrke så prøv dig frem.
Masala er en indisk krydderi blanding, som fås i forskellige variationer afhængig af hvor i Indien man er.
Vegetarisk curry med blomkål & røde ris
Print opskriftIngredienser:
- 2 finthakket løg
- 2 fed finthakket hvidløg
- 1 lille grofthakket blomkål
- 2 dl røde linser
- 2 dåser flåede tomat
- ½ L vand
- 1 dl mandler
- 1 dl rosiner
- Krydderier
- 1-2 tsk stødt ingefær
- 1-2 tsk masala
- 1-2 tsk gurkemeje
- 1-2 tsk stødt koriander
- Tilbehør
- 5 dl røde ris
- 1 bøtte cremefraiche
- 1 bdt korianer
- Purløgsblomster
Sådan gør du:
Sauter løgene indtil de gyldne i en stor tykbundet gryde.
Tilsæt blomkål og krydderierne og sauter i 5 min. – vent med tilsmagning af krydderierne til til sidst.
Tilsæt linser, tomat, vand, mandler og rosiner.
Lad curry’en simre under låg i 45-1time og smag til med yderligere krydderier.
Kog risene efter anvisning på pakken.
Server curry’en med røde ris, cremefraiche, grofthakket koriander og purløgsblomster. ♥