Grønne naanbrød
Ja hvorfor ikke?
Jeg har farvet brødene med spinatmos, som er lynhurtigt at lave med lidt frisk spinat. Naanbrødet er toppet med finthakket hvidløg som bare smager skønt. Du kan også bruge sesamfrø, nigellafrø, blå birkes og forskellige krydderier.
Da jeg bagte naanbrødet brugte jeg kefir istedet for yoghurt, det er dog bestemt ikke et must og almindelig yoghurt kan fungere lige så godt.
ps. du kan finde opskriften på en god curry her .
Naanbrød med spinat og hvidløg
Print opskriftIngredienser:
- 1 lille håndfuld frisk spinat
- 10 g gær
- 1 dl lunken vand
- 1 tsk sukker
- 1 spsk yoghurt eller kefir
- 1 sammenpisket æg
- ca. 300g hvedemel
- 50g smeltet smør
- 1-2 fed hvidløg
Sådan gør du:
Spinatmos: Lun spinatten i en lille kasserolle, tilsæt 1 tsk vand. Når spinaten er blød skal du blende den med en stavblender indtil du har en ensartet masse. Lad mosen afkøle.
Naanbrød: Opløs gæret i det lunkne vand, tilsæt sukker, 1 spsk spinatmos, yoghurt, æg – rør rundt.
Vend skiftevis mel og smør i dejen, tilsæt mel indtil du har en smidig ensartet dej. Ælt i 5 min og lad dejen hæve med et fugtigt klæde over i 30min.
Ælt igen dejen og form den til naanbrød på en bageplade med bagepapir. Lad dejen efterhæve tildækket i 10min. Pensl med smør og bag brødene ved 250grader i 5-7min. Lad brødene afkøle på bagerist og server dem mens de stadig er lidt lune.