Vegetarisk shakshuka
Shakshuka er en så dejlig nem og lækker opskrift, at den burde være blandt alles “hoffretter”.
Opskriften kan varieres efter hvad du har i køleskabet, og smager bare skønt.
Da jeg arbejdede for Aarstiderne, lavede vi hver weekend shakshuka til vores brunch arrangementer. Retten var altid et sikkert hit og vakte stor begejstring fordi den skilte sig ud fra de mere klassiske brunchretter.
Shakshuka er oprindelig en ret som stammer fra det Nordafrikanske og jødiske køkken. Og som du nok har gennemskuet er shaksuka “æg i krydret tomatsauce”.
Jeg har lavet en lille video til jer for at vise hvor nem opskriften er. I videoen er der ikke anvendt krydderier til saucen, det kan man dog sagtens, og jeg har derfor i den færdige opskrift tilføjet lidt spidskommen og paprika.
Det kan være lidt svært at få æggene helt perfekte. Jeg opnår ofte det bedste resultat i ovnen. Så hvis du sætter din pande i ovnen (tjek lige først at din pande på sættes i ovnen), og du så bager den ved 200 grader i 6-7 min. bliver æggene helt perfekte!
Du kan mærke på æggene, de skal stadig være fugtige på overfladen, de må ikke være “gummiagtige” så har de fået for meget. Frygt ej hvis de får lidt for meget, så bliver æggene blot fastere i konsistensen.
Har du ikke en pande der kan komme i ovnen, så kan du sagtens bare bruge en tallerken som låg på panden, jeg har også skrevet det hele i fremgangsmåden.
God fornøjelse, jeg håber du bliver lige så glad for opskriften som jeg er.
Prøver du opskriften, så husk jeg elsker at se jeres resultater på Instagram, tag blot @hoffgaards.
Vegetarisk shakshuka (æg i lækker tomatsauce)
Print opskriftIngredienser:
- Shakshuka:
- 1 rødløg (i tern)
- 2 fed hvidløg (i tern)
- 1 peberfrugt (i tern)
- 250 g champignon (i tern)
- 1 ds. kikærter
- 1 ds. Hakkede tomat
- 4 æg
- evt. 1 tsk spidskommen & 1 tsk paprika
- Tilbehør
- 1 lille bdt. persille, eller anden krydderurt (finthakket)
- 1/2 pak hvede tortillas eller andet brød
- 1 dl cremefraiche 18%
Sådan gør du:
Shakshuka:
- Skær løgene i små tern (1cm*1cm).
- Hak hvidløg fint.
- Skær peberfrugt i tern.
- Rens svampene og skær dem i store tern
- Svits løg, hvidløg i olie på en pande tilsæt spidskommen og paprika og svits i 1-2min.
- Tilsæt peberfrugt og svampe og svits yderligere 5 min.
- Dræn kikærterne
- Tilsæt kikærter, hakkede tomat og varm saucen igennem.
- Slå forsigtigt fire æg ud i saucen, lige som hvis du skulle stege et spejlæg. Læg låg eller en tallerken på panden, så der slutter tæt. Lad retten simre i ca. 8 min. Check æggene undervejs, når de er koaguleret er retten færdig./ Du kan også bage dem i ovnen i 6-7 min.
Tilbehør:
- Fint hak persille.
- Lun tortillas efter anvisning på pakken.
- Hæld cremefraiche i en skål.
2 kommentarer
Mhm! Har jeg haft stående på min liste længe, kan være jeg får den testet nu hvor opskriften ligger lige foran næsen af mig.
Det kan varmt anbefales! Det smager så godt 🙂